Fortælleren Jean tænker tilbage på en “sag” han havde til opgave at efterforske da han som ganske ung var ansat en kort tid hos en privatdetektiv. En ung kvinde, Noëlle, var forsvundet, og der var kun få spor. Et af dem førte til en lejlighed hvor hun havde boet, og hvorfra Jean tog en notesbog med sig. Der var noget med en mand, var hun gift, var hun flygtet fra en mand? Optegnelserne var få og uklare, men når Jean husker sagen her ti, tyve, tredive år efter og genlæser notaterne, er det som om der står noget mere. Var det skrevet med usynligt blæk, og er tidens gang det der skal til for at skriften træder tydeligere frem? Vi er i erindringernes utydelige univers, nogle erindringer er som “hvide pletter”, glemte, mens andre måske er noget han tror han husker. Som så ofte før hos Modiano spiller kvarterer og gader i Paris en rolle, et skilt fra et forhenværende dansested eller et bilværksted trækker erindringer frem fra glemslen. Det er som om efterforskningen genoptages gang på gang, og hver gang kommer læseren lidt tættere på gåden Noëlle.